Bettemanden havde en fest til Landskuet i Herning

Landsskuet i Herning er efterhånden gået hen og blevet lidt af en tradition at vi skal op til. Sidste år var Villads kun 25 dage, og havde ikke rigtig noget ud af det, ud over en god trilletur i barnevognen, men i år skal jeg love for han fik en på opleveren, og bragte mange smil frem både hos hans forældre og mange andre der ikke kunne stå for hans begejstring for de mange dyr – især på “barselsgangen” der er lavet til vise børn lidt om landbruget i børnehøjde.

Hver dag kan børn blive fotograferet med nogen af de søde dyrebørn, og det skulle Villads selvfølgeligt også – og hold nu op hvor er vi vilde med det billede sammen med kalden – den skal helt sikkert fremkaldes og hænges op.

Især jeg er ret bidt af dyr og det smitter jo nok af på Villads, og ikke mindst er jeg lidt betaget af det med at udstille til dyrskuer, og håber jeg en dag selv skal igang med at udstille dyr på dyrskuer – og måske noget børnene også kunne blive grebet af når de bliver lidt større. Så må vi se om det skal være, heste, får, kvæg, kaniner eller andet vi skal udstille?