En bid af Dansk sommer kage

Jeg har fået lidt smag for at lege i “kagekøkkenet” og skulle i dag lave en kage til et familiearrangement, og så fik jeg ideen om at lave noget at det der for mig allermest er lig med Dansk sommer – Jordbær og Rabarber!

Kagen er en Black Magic kage, den kan jeg ikke tage æren for at have opfundet, men den er perfekt i mine øjne til at ligge sammen med mousser fordi den kan bages et par dage i forvejen og stadig være lækker.

 

Kagen:
4,5 dl hvedemel
5 dl sukker
2 dl kakao
2 tsk. Natron
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
1 tsk. vaniljesukker
2 æg
2,5 dl færdiglavet kaffe
2,5 dl mælk (gerne kærnemælk, men ikke et must)
1,25 dl olie

Bland først alle de tørre ingredienser og derefter blandes resten i – dejen er ret tynd, men den bliver himmelsk efter bagning.

Hæld dejen i en springform og bages i alm. ovn på. 175 grader – tiden driller mig ALTID!
Men som udgangspunkt giver jeg den først 50 min i en rund springform og øger med 6 min af gangen et par gange om nødvendigt – jeg stikker i den med en strikkepind, den skal være svampet, men må ikke klistre til strikkepinden.

Jeg bagte den fredag aften (skulle bruges søndag) og stillede den på køl. Næste dag lagde jeg den sammen med moussen og igen på køl i min. 5 timer.

Jordbær-Rabarbarmousse:

6 dl piskefløde
200g flormelis
200g jordbær
200g rabarber
6 blade husblas

Læg husblas i koldt vand i ca. 10 min.

Mens de står i vand koges jordbær og rabarber med flormelisen til de er møre (især rabarberne tager ca. 15 min.) derefter gav jeg dem et let tur med stavblenderen, så der ikke var store klumper i, men heller ikke så meget at det bliver til “babymos”

Husblasen knuges fri for vand og puttes ned i bærblandingen mens det stadig er under varme – rør rundt til du er sikker på alle husblasbladene er opløst og lad nu blandingen køle af til stuetemperatur (hvis den er for varm skiller moussen!)

Når bærdelen er kølet ned til stuetemperatur piskes fløden til flødeskum og bærblandingen blandes i. Jeg hælder det forsigtigt i lidt af gangen og vender det i flødeskummen for at det ikke skal skille, for er den først skilt er det lige til skraldespanden!

Sammenlægning:
Kagen halveres og jeg bruger en justerbar kagering til at samle kagen i og bagefolie på indersiden, så jeg kan fjerne formen uden at moussen hænger fast i formen. 

Når den første bund er i skære jeg jordbær i skriver og stiller på højkant hele vejen rundt i kanten (se billede).

Derefter hælder jeg lidt over halvdelen af moussen på, glatter nogenlunde ud og derefter lægges låget på og resten af moussen hældes på og glattes ud og kagen sættes på køl i min. 5 timer så moussen kan sætte sig.

Pyntning:

Jordbær skæres i skiver, og ligges på som en “jordbær-stjerne” Start udefra og arbejd ind ad og slut af med et helt jordbær i midten.