Farmfruens æblekringle

Vores æbletræ i haven har så mange æbler, men træet er kæmpe stort og næsten umuligt at når op og plukke af dem, så det er mest nedfaldsæbler vi får ud af det.

Men nedfaldsæbler er fantstisk til at bage med, og de der er for grimme til bagebrug, siger vores heste bestemt ikke nej tak til 🙂

Denne æblekringle er en jeg har forsøgt mig med af et par omgange inden jeg blev helt tilfreds, men nu syntes jeg faktisk den er blevet rigtig god, så god at jeg gerne vil dele den.

Opskriften er til 3 stænker der kan være på en bradepande og bages på samme tid.

TIPS: Start evt. med æblemosdelen, så den kan nå at køle lidt af inden kringlen ligges sammen, samt vej smørret til remoncen af og lad det stå ved stuetemperatur, så den er blød når den skal røres sammen.

Dejen:

50 g gær
1,5 dl mælk
200g smør
2 spsk. sukker
1 tsk. kardemomme
3 æg
500g hvedemel

Smørrets smeltes og stilles til afkøling, lun mælken til håndtemperatur (vær dog opmærksom på at hvis du som jeg luner det i en kop i microovnen, og derefter hælder det i røremaskinens skål, så “stjæler” den kolde skål noget af varmen, så lun mælke lidt mere end fingervarmt, så passer det). Smuldre gæren i den lune mælk og tilsæt derefter det afkølede smør (det må gerne være lunt, men ikke brændende). Rør blandingen godt sammen og tilsæt så sukker, kardemomme og æg. Melet tilsættes lidt efter lidt og dejen æltes grundigt (gerne i røremaskine). Nu sættes dejen til hævning 20 min, og når jeg hæver gærdej, så dækker jeg det altid af med plastik for at holde på fugten, selv om de fleste nok bruger et viskestykke. Jeg klipper bare en frysepose op i side og bund og breder ud over skålen (plastikken kan pakkes sammen og bruges flere gange til du syntes den trænger til en udskiftning).

Fyldet består af en remoncedel og en æblemosdel:

Remoncefyld:
120g smør
120g brun farin
120g marcipan
3 stk. kanel

Det er en fordel at smørret er blød til denne del, og så moses det helle ellers bare godt sammen til en ensartet masse – det gør dog ikke noget hvis marcipanen ikke vil dele sig helt, den må godt være i små klumper, bare ikke for store.

Æblemosfyld:
6-8 æbler (alt efter størrelse)

Skræl æblerne og fjern kærnehuset, skær æblestykkerne i tern og kog ved svag varme, tilsæt evt. 1-2 spk. vand, så de har lidt at koge i, men endeligt ikke for meget, der er væske nok i æblerne. Kog dem til det er mos men stadig med lidt æblestykker med bid i og stil dem til afkøling.

Når dejen er færdig med at hæve første gang, tages den ud på bordet og æltes igennem og deles i 3 lige store kugler. Rul nu kuglerne ud en af gangen (huske mel på bordpladen, så dejen vil løsne sig når du skal have dem på bagepladen). Størrelsen skal være ca. 15 cm høj og 30-35 cm lang (skal bare passe med længden på din bradepande).

Smør nu 1/3 del remoncen på i midten og derefter en 1/3 del af æblemosen oven på. Luk så stængerne ved at folde de 2 sider ind over fyldet og flyt dem forsigtigt over på bradepanden (jeg har en lang palet, jeg bruger til at hjælpe med at løfte dem over). Dæk dem nu igen af med plastik og lad dem hæve i 45 min.

Når de er færdighævet, pensles de med et sammenpisket æg, og pyntes evt. med perlesukker og/eller mandel- eller nødeflager. Jeg er typen der ikke syntes nødder høre hjemme i bagværk, så jeg bruger kun perlesukker, og på den der er på billedet glemte jeg det faktisk helt – men de smager fantastisk alligevel.

Bages ved 220 grader i alm. ovn i 16 min.

VELBEKOMME

Æblekringle