Rabarberlagkage

Rabarberlagkage med rabarberkompot:

Jeg elsker rabarber – så er det sagt! Det er i mine øjne en af de bedste grønsager vi har på dansk jord! Den er nem at dyrke, giver et godt udbytte, idet planten over en længere periode sætter nye stængler, og så er den bare anvendelige til rigtig mange ting. Det er nok ikke i denne opskrift at den er aller sundest, men i skal nu alligevel ikke snydes for en af mine ynglingskager.

Rabarberkompot (kan sagtens laves dagen i forvejen):
600g rengjorte rabarber fra egen køkkenhave
150-200g rørsukker (almindeligt sukker kan også bruges)
1 tsk vanillestang

Skær de rengjorte rabarber i stykker på en 2-3 cm, og put dem i et ildfast fad. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud, som blandes med en lille smugle af sukkeret, drys nu både sukker og vanillekornene ud over rabarberne og læg de tømte vanillestænger med ned i fadet – der er stadig masser af vanillesmag tilbage i dem.
Bag det hele i ovnen i 20-30 min eller til rabarberne er møre ved 200 grader, og lad  derefter kompotten afkøle.

Kagen (bages også gerne dagen i forvejen):
4 dl mel
5 dl sukker
2 dl kakao
2 tsk natron
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2 tsk vanillesukker
2 æg
2,5 dl kernemælk
1 dl olie

Det hele røres sammen og hældes i en springform og bages i 40-45 min ved 180 grader. Stil kagen til afkøling.

Den afkølede kage skæres igennem i midten, så du for 2 “lagkagebunde.” I midten fordeles nu halvdelen af rabarberkompotten, og kagen lægges sammen igen og stilles rigtig gerne på køl til dagen efter eller mindst i nogen timer, så kagen kan suge smag fra rabarberkompotten.

Topping:
4 dl piskefløde
1/2 delen af rabarberkompotten

Pisk fløden til flødeskum, og vend langsomt resten af rabarberkompotten i, og fordel den smukt på kagens top – pynt evt. med friske bær efter eget valg på toppen.